Der snakkes meget om prostitution og migrantarbejde og trafficking inden for sexindustrien, men snakken er som regel uinteressant, for den er sjældent baseret på egentlig viden om forholdene for de sexarbejdere, der snakkes om.
Så når der endelig laves en grundig undersøgelse, er det da bare om at få spredt ordet. Så her:
London Metropolitan University har gennemført 100 dybdegående interviews med migrantarbejdere i Storbritanniens sexindustri. Holdet bag undersøgelsen bestod af forskere, sexarbejdere og repræsentanter fra sexarbejdernes interesseorganisationer. De interviewede var kvinder, mænd og transkønnede sexarbejdere fra Sydamerika, Østeuropa, EU og det sydøstlige Asien med socioøkonomiske baggrundshistorier lige fra det relativt privilegerede til det decideret forarmede.
Her er et par af konklusionerne:
Rapporten, der kommer i fuld længde til oktober, konkluderer på baggrund af undersøgelsen:
Som repræsentant for det mandlige køn følger der gerne en snert af dårlig samvittighed med, når jeg læser om, hvordan kvinder er underrrepræsenteret på Roskilde Festival og Copenhagen Jazzfestival, sådan som det blev beskrevet i Information i fredags.
Det skyldes, tror jeg, en indgroet forestilling om, at de patriarkalske/maskuline/mandschauvinistiske/etc. værdier, der ligger til grund for skævvridningen, ikke bare tilgodeser mænd, men også opretholdes af "os": Mænd sidder på magten, træffer beslutningerne og er blinde over for deres tilbøjelighed til at favorisere hinanden.
Forestillingen er for så vidt korrekt – vi er blinde, vi bliver ofte tilgodeset og vi er med til at reproducere de skævvridende normer – men det er som regel kun den halve sandhed. Den anden halvdel er, at vi ikke er ene om det.
Tag f.eks. Emily Glassberg Sands undersøgelse af kønsdiskrimination blandt amerikanske manuskriptforfattere (pdf-fil, 173 s.), for nyligt beskrevet i bl.a. New York Times. Her bliver det godtgjort, at kvindelige manuskriptforfattere i sandhed er underrepræsenteret, at deres stykker skal sælge bedre end mandlige kollegers for at blive tilsvarende længe på plakaten, og at det samme manuskript indsendt af hhv. en kvindelig og en mandlig forfatter bliver vurderet betragtelig ringere af diverse litteratur- og teaterchefer, når det er Mary, end når det er Michael, der står som afsender.
Jeg faldt for nylig over en interessant læserbrevsudveksling i Jyllands-Posten. Det var i forbindelse med mine forberedelser til en tjans som ordstyrer på Aarhus Teater, hvor stykket Kødkarrusellen skulle efterfølges af et debatarrangement om prostitution. Jeg søgte på paneldeltagernes navne, hvilket bl.a. førte mig til JP’s opinionssider, hvor der udspillede sig en debat, som fremstod så symptomatisk for prostitutionsdebatten generelt, at jeg besluttede mig for at kigge nærmere på den.
Det kom der en slags kronik ud af. Den er blevet bragt på Queerkrafts hjemmeside, og selv om den er lidt rigelig lang til at fungere som blogindlæg, kommer den alligevel her på Luftskibet:
––––-
I andet ærinde
Det er de fleste bekendt, at prostitution er til debat. I aviser og på tv diskuterer politikere og feminister og sociologer og sexarbejdere, mens der opføres teaterstykker, arrangeres offentlige høringer og afholdes konferencer på universitetet. Det ser ud til at kunne blive ved i en uendelighed, for debatten udmærker sig først og fremmest ved sin stilstand: Den flytter sig ikke ud af stedet. Det samme virvar af påstande, tal og argumenter farer rundt i luften, hvor end debatten finder sted. Ingen lader til at blive klogere.